Mødte hinanden på arbejdet: Par viet foran kiosken i Meny-butik
Lørdag eftermiddag fandt en højst usædvanlig vielse sted foran kiosken i Meny-butikken i Solrød Center.
Faktisk lukkede hele butikken ned i en times tid, så Ida Meyer og Kim Wagner kunne få hinanden, fortæller Dagbladet Roskilde.
Ida er nemlig ansvarlig for butikkens kiosk, mens Kim arbejder inde i butikken, og eftersom de mødte hinanden på arbejdet, ville de gerne giftes i butikken.
Og det var ok med købmand Lars Nielsen, der selv kontaktede borgmesteren, da han næste gang handlede i butikken.
- Vi troede jo i begyndelsen, at kiosken var ved at flytte ind i grøntafdelingen, da I først var ved at få øje for hinanden, sagde købmanden i sin tale under receptionen, der fandt sted i delikatesseafdelingen.